Jeg betragter mig selv som heldig, fordi jeg altid har haft troen. Jeg voksede op i et kristent hjem og hørte tydeligt, at det kun var Gud og Jesus, der betød noget. Jeg gik i søndagsskole og nød at være der sammen med gode venner. Hver aften som barn blev “Navnet Jesus blekner aldri” sunget for mig, før jeg lukkede øjnene. Tanken om, at Gud eksisterede, og at Jesus frelste os, var logisk for mig. I menigheden fik vi en bibel fra vi var 8 år. Den blev mere tegnet i end læst, men jeg talte en del med Gud og havde oplevet svar på bøn flere gange.

​

Da jeg var 12, stod jeg på stranden og så min bror og mine søstre blive døbt. Jeg stod sammen med mine venner. Jeg husker, at en af dem sagde, at hun ikke fik lov af sine forældre, fordi de mente, hun var for ung til at tage et valg. Mens jeg stod der, følte jeg en brændende fornemmelse af, at jeg måtte blive døbt. Jeg havde ikke gennemgået den undervisning, vi skulle have før beslutningen om at blive døbt. Følelsen blev kun stærkere, og jeg kunne ikke modstå den. Det var sommer, så jeg havde altid badedragt under tøjet, for at være forberedt. Jeg ventede, til alle var døbt, tog tøjet af, så jeg stod i badedragt, og gik ud og sagde, at jeg ønskede at blive døbt. Det gjorde han.

​

I skolen havde jeg gode venner, men ingen af dem var kristne. Enten troede de på andre guder, eller også var mange optaget af en masse alternative ting. Jeg havde stadig min tro, men jeg følte mig trukket i mange retninger. Jeg havde ikke længere et nært forhold til mine kristne venner og følte egentlig ikke nogen tilhørighed i menigheden. Jeg følte mig delt, som to personer. En, der fremstod “perfekt” for andre, mens den virkelige skabte en masse uro derhjemme og havde meget vrede og had. Jeg følte skam, når jeg sad i møder; jeg følte mig gennemskuet og ikke værdig til at sidde foran Gud.

​

Da jeg var 16, valgte jeg at flytte til en kristen kostskole et par timer hjemmefra. Jeg glædede mig til at komme til et nyt sted. Jeg var i en pigebibelgruppe, der hørte til skolen. En leder lagde mærke til mig, fordi jeg ikke havde en bibel. Jeg havde forlagt den og havde ikke følt behov for en ny. Senere kom hun til mig og gav mig en bibel. Jeg begyndte at læse igen, også fordi vi havde kristendom som fag i skolen. Jeg havde viden, så jeg fik topkarakter. Dem omkring mig så mig som “superkristen.” Jeg følte mig falsk, fordi jeg ikke var i stand til at leve det ud ellers. Det føltes som en optræden, hvor man så meget “hellig” ud, men bagved var ting, der ikke var løst.

​

Jeg savnede vennerne derhjemme og ønskede at studere anlægsgartneri. Jeg havde sikret mig en skoleplads i min hjemby, fundet et job, og alt gik efter min plan. Så solgte mine forældre huset, og mine planer faldt fra hinanden. Jeg stod uden skoleplads. Jeg ringede til en anden skole for at høre, om jeg kunne starte der. Heldigvis havde de plads til mig, og jeg kunne bo på skolens kollegium. Jeg måtte bare sige jobbet op og tage af sted. Vi var en lille gruppe, der boede sammen, og vi blev tætte. Da jeg hverken havde bil eller kørekort endnu, og det var et lille sted uden meget busdrift, mistede jeg det kristne fællesskab, jeg var blevet vant til at have. Jeg blandede mig mere med dem, jeg boede med, som tiden gik. Jeg nævnte, at jeg troede på Gud, men havde ikke noget discipleskab. Jeg søgte mere bekræftelse fra mennesker end fra Gud.

​

Efter året var færdigt, havde jeg arrangeret en læreplads. Jeg fik fat i en lejlighed og flyttede hjemmefra. Flere af dem fra skolen boede ikke langt væk. Alligevel følte jeg en længsel efter også at finde et kristent fællesskab. Jeg blev anbefalet en kirke og følte mig hurtigt hjemme der. Jeg blev inviteret til en bibelgruppe, som nogle derfra havde startet. Det var dejligt at se, hvordan de alle tog Gud med sig ind i hverdagen. Jeg ønskede at blive sådan.

​

En aften i bibelgruppen kan jeg huske, at vi havde besøg af en kvinde, der skulle tale til os. I slutningen af samlingen ønskede hun at bede for alle. Gud gav hende visdomsord, da hun bad for mig. Jeg fik at vide, at jeg skulle give slip på alt det, jeg holdt fast i, og tilgive. Jeg husker, hun sagde: “Ikke at tilgive er som selv at drikke gift og forvente, at den anden person dør.” Jeg vidste allerede, at jeg havde brug for at gøre tingene rigtige; jeg tilgav samme aften. Senere følte jeg, at Gud stærkt lagde det på mit hjerte at ringe og fortælle dem, at jeg tilgav, og også bede om tilgivelse for det, jeg havde gjort. Det var hårdt for min stolthed. Gud gav ikke op, og til sidst gav jeg efter.

​

Først efter at jeg havde gjort alting godt igen, følte jeg stor fred og lettelse. Jeg havde ikke længere den vrede eller det had. Kærligheden kom mere naturligt uden at føles som en optræden. Gud gav mig en stor længsel efter at lære Ham bedre at kende. Jeg begyndte at læse i Bibelen hver dag før arbejde. Jeg talte om tro med dem omkring mig, både på arbejdet og med venner. Jeg lagde straks mærke til, at når jeg gik med selvtillid og var stolt af det, jeg troede på, vakte det nysgerrighed hos flere, som ikke troede. De begyndte at stille mig spørgsmål, og vi havde mange gode samtaler om tro. Jeg har indset, at vi ikke må holde igen og være stille, men dele det bedste vi har med alle. For det ENESTE, vi kan tage med os til himlen, er HINANDEN.